23/03/2026 0 Kommentarer
Påskens arrangementer
Påskens arrangementer
# Nyheder på forsiden

Påskens arrangementer
Påskeugens fortælling om Jesus' sidste tid på jord, hans død og genopstandelse er en grundfortælling i vores kultur - en fortælling, der rummer eviggyldige menneskelige erfaringer som håb og fællesskab, lidelse og sorg.
I Ejby Kirke markerer vi som altid helligdagene med en række særlige gudstjenester, og der vil både være refleksion og bøn, fællesspisning og festlig musik. Vi er bl.a. så heldige at få besøg af et gospelkor torsdag den 2. april, hvor der også er spisning i sognegården.
Alle tidspunkterne er listet nedenfor, og er du interesseret i, hvad der ellers findes af påskearrangementer i kommunen, så kig forbi Køge Provstis hjemmeside.
Skærtorsdagsgudstjeneste med gospel og fællesspisning
Torsdag den 2. april kl. 10.30 i hhv. Ejby Kirke og Sognegård
Vi glæder os til at få besøg af det utrolig talentfulde midtsjællandske gospelkor "High on Gospel", og efter gudstjenesten skal vi spise sammen i sognegården. Skærtorsdag mindes vi Jesus sidste aften med sine disciple, og deres sidste måltid sammen er som bekendt det, der sidenhen blev til kirkens nadver.
Det er ganske GRATIS at spise med, men tilmelding ønskes for at undgå madspild.
Tilmeld dig via denne formular senest den 26.marts.
Liturgisk gudstjeneste
Fredag den 3. april kl. 16.00 i Ejby Kirke
Langfredag er den stille dag i påskeugen, hvor vi samles om fortællingen om Jesu lidelse, død og begravelse. I en enkel og stemningsfuld liturgisk gudstjeneste dvæler vi ved det svære, mens der gives rum for eftertanke og for at søge kærlighedens lys midt i mørket. For der er ingen opstandelsens morgen uden langfredagens dybe alvor.
Der vil være levende lys og optræden fra jazzbassist Jimmi Doublebass og sanger Dorthe Elsebet Larsen.
Festlig påskehøjmesse
Søndag den 5. april kl. 10.30 i Ejby Kirke

En festlig musikalsk påskehøjmesse, hvor Ejby Kirkes kammerkor og violinvirtuos Marta Kocon optræder. Bagefter byder menighedsrådet på et glas og lidt sødt.
2. påskedagsgudstjeneste
Mandag den 6. april kl. 10.30 i Ejby Kirke

2. påskedag er også en festdag! Her mindes vi dagen, hvor den opstandne Jesus viser sig for sine disciple.

Kommentarer