ADVENT OG JULETID ER:
Forberedelsestid, ventetid, åndens tid, vintersolhverv, ankomst – fødsel & et helt nyt (kirke)år!
Kirkeårets farve i denne tid er den violette farve, som bruges ved både adventstid, her op til jul (se billeder) og fastetid op til fastelavn.
Farven symboliserer ånd såvel som bod og anger. Altså en åndelig forberedelsestid, hvor man skuer indad og renser ud og derved forbereder sig til det som skal komme – Herrens komme – ’Adventus Domini’ (Latin) heraf ’Advent’.
Men bare se dig omkring i denne tid! Naturen holder pause – den er gået i dvale og venter. Dagene er korte og selvom vi har haft det lunt i efteråret her, så er det vintersolhverv d. 21. december, hvor vores nordlige halvkugle er vendt længst muligt væk fra solen – længst muligt væk fra solens livgivende stråler og varme.
Heraf alvorstiden, som også er synlig i kirkeårets hjul og markeres i kirkens ord og læsninger på denne tid!
Men i december venter vi også lysets tilbagevenden og komme. Du kan nok gætte hvem jeg tænker på her! – Og i Ejby kirke har spejderne igennem flere år, netop spillet krybbespil 1. søndag i advent, hvor vi her kan få historien fortalt. Historien om barnet, der kom til denne verden. Historien om lyset – det helt store guddommelige lys, der tog skikkelse som et menneske – født i menneskebarnet Jesus. En vild og dramatisk historie! Men ikke desto mindre vores kulturs – den kristne kulturs ældgamle fortælling om lyset der sætter sig for at overvinde mørket!
- Et lys der selvfølgelig skulle fødes og markeres lige ved vintersolhvervet hvor ’mørkets magt’ er størst i naturen omkring os.
BUDSKABET er selvfølgelig at vi ikke må frygte og forfærdes – ikke skal lade os slå ud af mørke – ikke skal give op! – Men netop her - midt i årets mørkeste årstid – TÆNDE LYS!
–Så tænd lys i din adventskrans – tænd lys i stuerne og tænd lys i de glitrende lyskæder på gavle og huse – tænd lys i det indre!
TÆND LYS i mørket - for den der kommer.
GLÆDELIG ADVENT!!
Præsten